Socialkonference: Hjælp eller ikke hjælp og civilsamfundet

Hvornår

16. november 2026    
9:30 - 15:15

Hvor

Diakonhøjskolen
Lysengalle 15H, Højbjerg, 8270

FORSA og Dansk Forening for Socialpædagogik afholder den 5. socialkonference mandag d. 16/11-2026 kl. 9.30-15.15.

Årets tema: Hjælp eller ikke hjælp og civilsamfundets rolle.

Hjælp tilbydes i mange former, og der findes et samspil mellem forskellige typer af organisationer og bagvedliggende finansiering, der tilvejebringer denne hjælp.

På et tematisk plan handler det overordnet om udvikling i det som omtales velfærdsmixet og samspillet mellem stat, marked og civilsamfund. Det fører, i tider med en stram kommunal økonomi, til ændringer/udvikling i, hvad det offentlige tager sig af, hvad der udliciteres til private firmaer og selvejende institutioner og hvad der overlades til civilsamfundet.

Vi ser en række tendenser i det tværgående samarbejde mellem organisationerne, som trænger til en diskussion. Et borgerperspektiv angår bl.a., at mange borgere kan komme i klemme i disse ændringer/udvikling, da både forebyggende tiltag og steder der giver rum for, at livet kan udfolde sig meget forskelligt, synes pressede.

I et professionsperspektiv kan der være bekymring for om de rette tilbud er til stede, og hvordan det sikres, at der finder godt funderet professionelt socialt arbejde sted. Samtidig er der en række civilsamfundsaktører, der stiller krav til det solidariske ansvar.

Sted: Diakonhøjskolen i Aarhus, Lyseng Allé 15H, 8270 Højbjerg.

Program

9.00-9.30: Kaffe og registrering

9.30-9.40: Velkomst ved FORSA og Dansk forening for Socialpædagoggik

9.40-10.40: Knud Aarup: Når den institutionelle isomorfisme rammer civilsamfundet – hvem skal så hjælpe?

For øjeblikket oplever rigtig mange forsorgsinstitutioner, at de skal afgive tilbud som en forudsætning for fortsat at eksistere. Mange passer ikke ind i den ”skabelon” som et offentligt udbud er skåret efter og de kan ikke beskrive hvordan, de konkrete individuelle tiltag faktisk hjælper det enkelte menneske med at komme videre i sit liv. Så hvem skal hjælpe de skæve og anderledes mennesker til et liv fremover når velfærdssamfundet har opgivet og civilsamfundet blot er blevet en afglans af en offentlig snorlige styret sektor?

Knud Aarup, mangeårig kender af det sociale område både som topchef i kommune og stat og som aktiv i civilsamfundets organisationer. Er i dag debattør knyttet til Altinget og Socialmonitor, medlem af hovedbestyrelsen i Røde Kors Danmark samt medlem af bestyrelsen for den psykiatriske institution Måløvgård.

10.40-11.00: Pause

11.00-12.00: Maja Müller: Samskabelse af velfærd med unge – fordele og dilemmaer

Der er i dag et stort fokus på at inddrage borgere i udvikling og udførelse af velfærdsindsatser, ligesom der er stor interesse for at hjælpe de mange unge, som er på kanten af uddannelse og arbejdsmarkedet. Men det ser ikke ud, at de gode intentioner skaber bedre deltagelsesmuligheder for de udsatte unge. Hvordan kan vi forstå, at vi i det sociale arbejde, ikke inddrager disse unge mere og oftere i innovation af vores velfærdsydelser? I oplægget stilles der kritiske spørgsmål til måden vi (ikke) inddrager unge i udsatte positioner på i udviklingen af socialt arbejde, og der stilles skarpt på, hvorledes de unges perspektiver indeholder viden om nye og andre måder at genstarte det sociale arbejde på. Empiriske fund fra fremtidsværksteder med unge præsenteres og potentialer, udfordringer og dilemmaer fra samskabelsesprojekter med udsatte grupper diskuteres.

Maja Müller, lektor, Institut for samfund og politik, Aalborg universitet.

12.00-12.30: Frokost som købes på forhånd eller medbringes

12.30-14.00: Marie Nygaard og gæster: Civilsamfundet som medspiller – muligheder og udfordringer i samarbejdet med kommunen

Der er stor politisk interesse for mere samspil på tværs af kommuner og civilsamfund – men hvad skal der egentligt til at for realisere et sundt samspil hvor man ikke blot forsøger at skubbe en kommunal opgave over på frivillige hænder? Hvor er det meningsfulde samspil, som forstærker og forbedre tilbud for borgere i udsatte positioner gennem samarbejde på tværs?

Med afsæt i HUSRUM Danmarks erfaringer med tætte samarbejder i otte kommuner sætter dette oplæg fokus på, hvad frivillige fællesskaber reelt kan bidrage med i arbejdet med ensomme og psykisk sårbare unge – og hvad de ikke kan eller bør stå alene med. Vi tegner et ærligt billede af samarbejdets gevinster og gnidninger, og diskuterer, hvad der skal til for at skabe værdifulde synergier på tværs af kommunale opgaver og civilsamfundets muligheder.

En ung fra HUSRUM deler sit eget perspektiv på, hvad et frivilligt fællesskab har betydet i en sårbar situation, hvor ensomhed og mistrivsel havde bidt sig fast.

Marie Nygaard, landsleder i HUSRUM Danmark og bestyrelsesleder for Frivilligcenter Aarhus.

14.00-14.15: Kaffepause

14.15-15.15: Charlotte Løvstad og Lotte Junker: Når hjælp ikke er hjælpsom

I dette oplæg undersøger vi, hvad der sker, når hjælp ikke opleves som hjælpsom. Når mennesker takker nej og vender sig væk fra indsatser og systemer, er det både fordi hjælpen ikke opleves hjælpsom og fordi møder opleves stigmatiserende og dehumaniserende. Den tillid, der i udgangspunktet var koblet til hjælpen, bliver vendt til mistillid og hjælpen opleves mere meningsløs end før. Det sker dog ikke ud af det blå – det er bevægelser i relationer mellem den enkelte og hjælpen. Her viser sig små bump, kiks eller bøvl, som skal forstås som indikationer på, at hjælpen er i risiko for at bevæge sig fra meningsfuld til meningsløs.

Samtidig er der også en anden dimension til stede, som handler om tilhørsforhold. For mennesker søger ikke kun hjælp; de søger steder, hvor de kan høre til. Når hjælpen bliver et sted, hvor man ikke oplever at høre hjemme, vender de tilbage til de fællesskaber, som de kender og hvor de oplever at blive mødt som ligeværdige og med retten til at være lige præcist som de er.

Med afsæt i vores forskning udfolder vi sammenhængen mellem hjælp, mistillid og tilhørighed og stiller spørgsmålet: Hvad betyder det for socialpædagogisk praksis, hvis oplevelsen af at høre til ikke er et resultat af hjælpen, men en forudsætning for, at hjælpen kan opleves som hjælpsom?

Charlotte Løvstad, lektor i socialt arbejde, VIA University College, Lotte Junker, leder for forskningscenter pædagogik og deltagelse, VIA University College.

Deltagelse i konferencen er gratis og foregår ved tilmelding på https://forms.cloud.microsoft/e/TKqGiSFSht?origin=lprLink

Der er 150 pladser, som fordeles efter ’først til mølle’-princippet.

Der er tilmeldingsfrist d. 9/10-2026.

Frokost-sandwich kan kun købes på forhånd ved at indbetale 60 kr.-, på mobilepay: 9573MF (Socialkonference). Angiv navn og evt. ønske om vegetarsandwich. Indbetaling senest d. 11. nov.
– ellers er man velkommen til selv at medbringe mad. Sodavand kan købes.

Der er et no show-fee på 200 kr. Framelding skal foretages senest d. 11/11.